Depression - overblik

Mellem to og ti procent af alle danskere får på et tidspunkt i deres liv en depression. Og det skønnes at mellem 200.000 og 300.000 har en depression der er så alvorlig at de har brug for behandling. 
Der er dobbelt så mange kvinder som mænd der får en depression.

At være deprimeret er ikke det samme som at være ked af det. Har man en depression er man ofte trist, har ingen energi eller lyst, og man lider af dårligt selvværd. Man kan have problemer med at sove, med at koncentrere sig, og man har ofte svært ved at forestille sig at man nogensinde får det bedre.
Depressioner inddeles i lette, moderate og svære depressioner, alt efter hvor alvorlige de er. Knap hver femte, der får en depression, får kun sygdommen en enkelt gang, mens hver tiende får mere end ti depressioner i deres liv.

Man kan have depressioner med eller uden at man har haft en mani. Depression sammen med manier hed før i tiden maniodepressiv psykose. I dag hedder det mani eller bipolar affektiv sindslidelse, og det er en anden sygdom end depression.

Årsager til depression:

Man kan være mere eller mindre sårbar over for at få en depression. Sårbarheden kan skyldes såvel arv som de påvirkninger, man får gennem livet. 

Hvis man har en far eller mor som lider af depressioner, har man selv en risiko der er ca. tre gange højere end ellers for at få en eller flere depressioner. Har man en enægget tvilling, der har depressioner, er risikoen næsten 50 procent, mens risikoen er ca. 15 procent hvis man har en tveægget tvilling med sygdommen. Med andre ord fødes man med en mere eller mindre sårbar psyke over for at udvikle depression i forbindelse med de forskellige former for stress, man møder i livet.

Det psykiske stress, som kan udløse en depression, kan f.eks. være et dødsfald eller en skilsmisse. Sygdommen kan også være en følge af at man mister sit job, eller at man på anden måde udsættes for noget der påvirker ens selvfølelse. Man har større risiko for at få en depression, hvis man bor alene eller har et alkoholmisbrug. Og risikoen stiger, desto ældre man bliver.
Depressioner kan også udløses i forbindelse med forskellige fysiske sygdomme, f.eks. en blodprop i hjernen. Mellem 30 og 40 procent af alle, der bliver indlagt på sygehus på grund af en blodprop i hjernen, får også en depression.

Det spørger lægen om

Når lægen undersøger, om man har en depression, spørger han eller hun om man:

• Er nedtrykt, trist og i dårligt humør?
• Har fået mindre lyst til at foretage sig noget, og om man har  mistet interessen for ting som man tidligere interesserede sig for?
• Føler at man hurtigt bliver træt og ikke har ret meget energi?
• Har mindre selvtillid og lavere selvværdsfølelse end normalt?
• Lider af skyldfølelse og bebrejder sig selv urimeligt?
• Har tanker om, at det ville være bedre, hvis man var død, at der ikke findes nogen anden udvej end selvmord, eller om man har haft tanker eller planer om at begå selvmord?
• Har problemer med at koncentrere sig eller oplever at man ikke kan tænke klart?
• Er træt om dagen? 
• Sover mere eller mindre end man plejer?
• Har mistet appetitten og har tabt sig? 
• Er begyndt at trøstespise og har taget på?

Lægen spørger desuden om, hvor lang tid man har haft det dårligt, og om man tidligere har haft lignende problemer.

Under samtalen vil lægen lægge mærke til om man virker trist, måske endda så trist at ens bevægelser bliver langsomme og ens måde at tale på er langsom og tonløs. Måske er der en meget lang pause, inden man svarer på spørgsmålene. Alt dette indgår i vurderingen.

Undersøgelser

Når lægen undersøger, om man har en depression, er det ofte nødvendigt at man bliver undersøgt fysisk. Man får f.eks. taget blodprøver fordi symptomerne også kan skyldes at man fejler noget fysisk, f.eks. for lavt stofskifte, som også gør at man bliver træt og mangler energi.
Det kan også være nødvendigt at få taget blodprøver eller et hjertekardiogram, EKG, inden man evt. får medicin, så man kan være sikker på at man kan tåle medicinen.
Derimod kan man ikke måle en depression ved hjælp af prøver. Nogle læger bruger de såkaldte ratingscales, som er spørgeskemaer med forskellige spørgsmål, som lægen udfylder med et antal point for hvert svar. Ved at lægge pointene sammen får lægen et mål for om man er deprimeret og i givet fald hvor deprimeret, man er. 

Sådan stilles diagnosen 

Overordnet skelnes der mellem to typer depression: Depressiv enkeltepisode og tilbagevendende depression. 
Første gang man får en depression er diagnosen depressiv enkeltepisode. Hvis man så senere får endnu en depression, ændres diagnosen til tilbagevendende depression.
Depressioner inddeles i lette, moderate eller svære, alt efter hvor alvorlige de er.

Depression: 

For at opfylde kriterierne for at have en depressiv enkeltepisode i lettere grad skal man:

• Have haft depressionen i mere end 2 uger
• Ikke tidligere have haft en mani eller en let mani, en såkaldt hypomani
• Ikke have en fysisk lidelse som kan forklare symptomerne

Man skal have mindst 2 af følgende kernesymptomer:  

• Man er i dårligt humør og er nedtrykt og trist
• Man har nedsat lyst til at foretage sig noget, og man har mere eller mindre mistet interessen for ting, man plejer at interessere sig for
• Man bliver hurtigt træt og har ikke så meget energi som man plejer  

Desuden skal man have mindst 2 af følgende ledsagesymptomer:

• Man har nedsat selvtillid eller selvværdsfølelse
• Man lider af skyldfølelse og bebrejder sig selv urimeligt
• Man har tanker om at det ville være bedre, hvis man var død, eller man tænker på at begå selvmord
• Man har svært ved at koncentrere sig eller oplever at man ikke kan tænke klart
• Man er enten urolig og hvileløs, eller også er ens bevægelser nærmest gået i stå
• Man sover enten mere eller mindre, end man plejer
• Man har mistet appetitten og har tabt sig, eller man er begyndt at trøstespise og har taget på

Sværhedsgrad: 
Depression i lettere grad: Man er i stand til at fortsætte med sine sædvanlige aktiviteter, selv om man er påvirket af symptomerne og har det dårligt.

Moderat depression: Man har fire af de ovenstående ledsagesymptomer og ikke kun tre. Desuden har man det så dårligt at man har svært ved at fortsætte med sine sædvanlige aktiviteter.

Svær depression: Man har alle tre kernesymptomer og fem af ledsagesymptomerne. Symptomerne er så udtalte at man ikke kan fortsætte med sine normale aktiviteter.

Hvis man har en depression og aldrig har haft manier, er diagnosen unipolær depression eller unipolær affektiv sindslidelse. Hvis man tidligere har haft en mani har man en bipolar affektiv sindslidelse, som er den sygdom, der før i tiden blev kaldt maniodepressiv psykose. 

Sådan forløber en depression

En depression er en sygdom som oftest går over af sig selv. Hvis man ikke får behandling, kan den imidlertid vare op til ½ - 1 år eller længere, og det er lang tid at vente, hvis man har det dårligt.
Af de mennesker, der bliver raske, får tyve procent ikke flere depressioner. Tres procent får enkelte tilbagefald, og hver tiende får mere end ti depressioner.

I nogle tilfælde kan en depression være begyndelsen til det, der tidligere hed maniodepressiv psykose, men som i dag hedder bipolar, affektiv sindslidelse. 

Hvis man har en alvorlig depression, hvor man har tanker om selvmord, er der en stor risiko for at man i fortvivlelse rent faktisk tager sit eget liv. Det skønnes at en ud af ti med depression begår selvmord og at over halvdelen af de danskere, der har begået selvmord, var deprimerede da de gjorde det.

Behandling af depression

Når man skal vælge hvilken behandling der er bedst, har det stor betydning, hvor alvorlig en depression man har.

• Har man en let depression, som kun har varet i få uger, kan man i nogle tilfælde klare sig igennem med god støtte fra familien eller med psykoterapi alene.
•  Hvis man har en let eller moderat depression, kan behandlingen bestå i psykoterapi alene, i medicin som den eneste behandling eller den kan bestå i psykoterapi sammen med medicin. Psykoterapi uden medicin er ofte nok, hvis man har en let eller moderat depression, mens man som regel har brug for medicin, hvis man har en alvorligere depression. Forskning viser at medicin og psykoterapi sammen virker hurtigere på de fleste depressioner end en af delene alene. 
• Har man en meget alvorlig depression, kan man risikere at tabe så meget i vægt at det kan blive farligt for helbredet. Man kan også blive så deprimeret at man tænker på at begå selvmord. Hvis man har det så dårligt er den eneste rigtige løsning at man bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling.

Psykoterapi:
Man kan få flere forskellige former for psykoterapi mod depression.

Det er usikkert hvor stor en betydning det har om man benytter den ene eller den anden form for psykoterapi, og der er andre faktorer som også har betydning. F.eks. hvor stor tillid man har til sin terapeut, og om man synes at ”kemien” passer.

Ifølge undersøgelser fra først og fremmest USA virker psykoterapi alene lige så godt som medicin alene over for lette til moderate depressioner. Og psykoterapi har den fordel at virkningen holder længere end virkningen af medicin. 
Den form for psykoterapi der benyttes mest i USA, og som også bruges mere og mere herhjemme, er kognitiv psykoterapi, hvor man fokuserer på og bearbejder de tænkemønstre, kognitioner, som danner og vedligeholder depressionen. Det er oftest tanker om at man ikke duer til noget og at man er et dårligt menneske. Gennem terapien arbejder man med at få bevidsthed om disse tanker og med at blive bedre til at tænke i andre og mindre selvdestruktive baner. Kognitiv terapi er en såkaldt korttidsterapi. Normalt foregår den som 10-20 samtaler med en psykolog eller psykiater.

Medicin: Depression kan behandles med antidepressiva, dvs. medicin der virker mod depression. Der findes mange forskellige præparater som inddeles i grupper efter hvad de indeholder: 

• Tricykliske antidepressiva, TCA
• Selektive serotoningenoptagelseshæmmere, SSRI (”lykkepiller”)
• Serotonin og Noradrenalinvirkende præparater, SNRI

Tricykliske antidepressiva, TCA, er de ældste præparater. TCA virker på nogle mennesker, hvor de nyere præparater ikke virker. TCA giver imidlertid ubehagelige bivirkninger for mange. Man kan blive tør i munden, svimmel, og nogle få får også hjerteproblemer, som kan ses på et hjertekardiogram. Før man starter på en behandling med TCA, får man derfor taget et EKG.

De såkaldte ”lykkepiller”, SSRI, er en anden gruppe medicin der bruges mod depression. For mange mennesker virker SSRI lige så godt som TCA, samtidig med at man får færre bivirkninger. Bivirkningerne vedl lykkepillerne kan f.eks. være kvalme, diarré eller nedsat lyst til sex. Lykkepillerne virker på det signalstof i hjernen, som hedder Serotonin, mens TCA virker på signalstoffet Noradrenalin.

De nyeste antidepressive midler, SNRI, virker både på Serotonin og Noradrenalin. På den måde kan de nogle gange hjælpe på depressioner som de andre præparater ikke hjælper på. SNRI kan også give bivirkninger. Enten tørhed i munden og svimmelhed som TCA eller kvalme, diarré eller nedsat lyst til sex som "lykkepillerne". 

Uanset hvilken behandling man vælger, går der 3-6 uger, inden det  kan afgøres, om medicinen virker i den dosis, man har fået.

Hvis medicinen ikke virker, kan man sætte dosis op, få et andet præparat samtidig eller man kan skifte præparat.

Hvis man har haft for ubehagelige bivirkninger af medicinen, eller man har en let depression og det er usikkert, om de positive virkninger af medicinen overskygger bivirkningerne, kan man også vælge at afbryde behandlingen med medicin og udelukkende satse på psykoterapi.

Hos 20 - 30 procent af de mennesker der går i gang med at tage medicin på grund af depression, virker behandlingen ikke. Og hvis depressionen er meget alvorlig, er der grund til at overveje elektrochok som stadig er den hurtigste og mest effektive behandling mod svær depression.

Virker behandlingen med medicin, plejer man at fortsætte med at tage den i seks – ni måneder, hvis det er første gang man har en depression. Medicinen helbreder ikke depressionen som derfor kan komme tilbage, hvis man holder op med at tage den for tidligt.

Forebyggelse af depression

Hvis man har haft mere end én depression, kan man overveje at tage medicin for at forebygge nye depressioner.

Med i disse overvejelser hører de erfaringer man har med medicinen, og den viden man har om sine tidligere depressioner:

• Om der har været lange perioder mellem depressionerne, hvor man har været rask.
• Om medicinen har været effektiv, og om man har haft  bivirkninger.
• Om depressionerne har været alvorlige og pinefulde.
• Om depressionerne har varet kort eller lang tid.
• Om depressionerne har betydet at man ikke har kunnet passe sit arbejde.
• Om medicinen er for dyr i forhold til, hvor godt den virker

Hvis man beslutter sig for at tage forebyggende medicin mod nye  depressioner, kan man vælge at fortsætte med den samme medicin der hjalp på depressionen. Undersøgelser viser nemlig at det giver den bedste forebyggelse, hvis man fortsætter med samme medicin i samme dosis frem for at skifte medicin eller gå ned i dosis.

Alternativt kan man tage Lithium eller medicin mod epilepsi som begge kan forebygge både mani og depression. Det er især en god idé, hvis man har en bipolar affektiv sindslidelse, dvs. at man udover at have depression også har haft mani.

Det kan man selv gøre

• Det er en god idé at være opmærksom på, hvad der kan være de første tegn på at en ny depression er på vej. 
  Det kræver at man gør sig klart, hvordan ens depression plejer at begynde. Det er meget individuelt, men ofte starter den på samme måde som den har gjort tidligere, f.eks. ved at man sover overfladisk, vågner tidligt eller ligger og spekulerer og bekymrer sig om bagateller. 
  En depression kan også begynde med at man bliver mere og mere træt og efterhånden ikke har kræfter til at stå op om morgenen.
  Hvis man selv og ens nærmeste bliver god til at opdage når en depression er på vej, kan man starte tidligt med behandling. Eller man kan få medicindosis sat op, hvis man i forvejen får forebyggende behandling.
• Hvis man lever sundt, dvs. spiser sundt, dyrker motion, ikke drikker for meget eller tager for meget nervemedicin, har man mindre risiko for at få en let depression, og undersøgelser viser at man også kan mildne en moderat depression.
• Det er specielt vigtigt ikke at drikke alkohol, når man er deprimeret, fordi det forværrer depressionen.  
• Som pårørende kan man være en vigtig støtte for et menneske med depression. Man kan hjælpe den syge med at holde fast i at depressionen går over på et tidspunkt, og at det hele ikke er håbløst. Samtidig er det vigtigt at man ikke presser den syge ved sige at han eller hun skal "tage sig sammen". Der er ikke noget, den deprimerede hellere ville, men problemet er at han eller hun ikke er i stand til det. Vær særligt opmærksom på hvis den deprimerede taler om at begå selvmord, så vedkommende kommer til læge i tide.

Der er mange steder, hvor man kan få informationer om og rådgivning, hvis man har en depression eller man er pårørende til et menneske med depression. Kontakt f.eks.

DepressionsForeningen, tlf. 33 12 47 27, www.depressionsforeningen.dk

Landsforeningen SIND, tlf. 35 24 07 50, www.sind.dk

Psykatrifonden, tlf.: 39 29 39 09, www.psykiatrifonden.dk Psykiatrifonden har også en særlig telefonrådgivning på tlf. 39 25 25 25, som er åben mandag til fredag mellem 11 og 23 og lørdag-søndag fra 11 til 19.

DepressionsLinien, tlf. 33 12 47 74, som har åbent søndag til fredag mellem kl. 19 og 22 og hvor man kan tale med andre, der tidligere har haft en depression.

Livslinien, tlf. 70 20 12 01, der er en telefonrådgivning, man kan ringe til på alle dage mellem 16 og 22, hvis man er i risiko for at begå selvmord, eller man har en pårørende, man frygter vil tage sit eget liv. Se evt. www.livslinien.dk