NetPsykiater overskrift
Din speciallæge på nettet
 
Forsiden
Om loven
Overblik
Overordnet
Tvangsindlæg- gelse
Tvangstilbage- holdelse
Tvangsbehand- ling
Bæltefiksering
Beskyttelses- fiksering
Patientrådgiver
Klagevejledning
Klageadgang
Spørgsmål og svar om loven
 
Lovens tekst
 
Andre emner
Symptomer: Angst Hallucinationer Søvnforstyrrelser Vrangforestillinger Flere symptomer -klik! Sygdomme - overblik: Årsager til psykisk sygdom Det spørger lægen om Undersøgelser Skanning Sådan stilles diagno- sen Diagnosesystemer Medicin Psykoterapi Her får du behandling Forebyggelse Det kan man selv gøre Psykiatriloven: Bæltefiksering Klagemuligheder Tvangsbehandling Tvangsindlæggelse Tvangstilbageholdelse
 
Psykiatrisk brevkasse
Angst Depression Fysisk eller psykisk Krise Medicin Misbrug OCD Parforhold Personligheds- forstyrrelse Psykose Psykiatriloven Psykoterapi Spiseforstyrrelser Øvrige emner Alle spørgsmål
Øvrige

Adresser og links Ordbog Bognyt

Vejledning om forhåndstilkendegivelser, behandlingspla-ner, eftersamtaler, obligatorisk vurdering ved tvangsfik-
sering, beskyttelsesfiksering, udskrivningsaftaler, koor-
dinationsplaner, husordener og klagemuligheder mv. for
patienter indlagt på psykiatriske afdelinger

Vejledning nr. 122 af 14. december 2006
Indenrigs- og Sundhedsmin.,
Sundhedsstyrelsen, j.nr. 0-604-11-3/1

1. Indledning
Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1111 af 1. november
2006, regulerer visse forhold for patienter indlagt
på psykiatriske afdelinger. Denne vejledning
knytter sig til loven og til Sundhedsstyrelsens
bekendtgørelse nr. 1493 af 14. december
2006 om samtaler efter ophør af enhver tvangsforanstaltning
på psykiatriske afdelinger, samt
til Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse
nr. 1499 af 14. december 2006 om underretning
og klagevejledning til patienter i forbindelse
med anvendelse af tvang i psykiatrien.

I medfør af lov nr. 546 af 24. januar 2005,
sundhedsloven, § 15, stk. 1, må ingen behandling
indledes eller fortsættes uden patientens informerede
samtykke, medmindre andet følger af
lov eller bestemmelse fastsat i henhold til lov.
Af psykiatriloven fremgår, at indlæggelse, ophold
og behandling på psykiatrisk afdeling så
vidt muligt skal finde sted med patientens samtykke.
Et samarbejde mellem patient og den behandlende
læge er en forudsætning for, at det
psykiatriske behandlingstilbud kan føre til et
godt resultat. I forbindelse med indlæggelsen
skal patienten vejledes om formålet med indlæggelsen,
opholdet og dets forventede varighed,
behandlingen samt om udsigterne til resultat heraf,
herunder bedring af tilstanden.
Inden iværksættelsen af behandling skal en patient
være informeret om sin helbredstilstand og
om behandlingsmulighederne, herunder om risiko
for komplikationer og bivirkninger. Der skal
i givet fald oplyses om eventuelle andre behandlingsmuligheder,
deres konsekvenser, forventede
virkning, mulige komplikationer og bivirkninger,
samt oplyses om forventede konsekvenser
af manglende behandling.
2. Forhåndstilkendegivelser
Patienten har ret til forud for og i forbindelse
med indlæggelsen at fremsætte sine personlige
ønsker med hensyn til behandlingens form og
indhold. Dette gælder også behandling uden
samtykke. Den endelige tilrettelæggelse af behandlingstilbuddet
må nødvendigvis finde sted
efter den kliniske vurdering ved indlæggelsen og
i forbindelse med udformning af behandlingsplanen.
Patientens tilkendegivelser skal indføres
i journalen og skal så vidt muligt inddrages som
2
O:\Sundhedsstyrelsen\Vejledninger\554110\Dokumenter\554110.fm 21-12-06 14:59 k02 KFR
vejledende for overlægens overvejelser om behandling,
også i tilfælde hvor behandling uden
samtykke kommer på tale. Patienten skal informeres
om, at der kan opstå en situation, hvor det
kan være nødvendigt at fravige forhåndstilkendegivelsen,
når betingelserne for iværksættelse
af tvangsforanstaltninger er opfyldt.
3. Behandlingsplaner
I medfør af psykiatrilovens § 3, stk. 3, har den
behandlingsansvarlige overlæge ansvaret for, at
der opstilles en behandlingsplan for enhver, der
indlægges på en psykiatrisk afdeling. Behandlingsplanen
skal journalføres. Overlægen kan
bemyndige en anden læge til at udarbejde en behandlingsplan
for patienten.
Patienten skal vejledes om behandlingsplanens
indhold, og patientens samtykke bør til stadighed
søges opnået. Under hele behandlingsforløbet
bør der i videst muligt omfang træffes
klare aftaler om samarbejdet mellem patient og
behandlere. Disse aftaler skal journalføres.
I forbindelse med drøftelse af behandlingsplanen
skal lægen informere patienten om formålet
med behandlingen og søge patientens samtykke
til den påtænkte behandling, herunder overveje
og diskutere patientens eventuelle forslag om
andre behandlingsformer. Patientens tilkendegivelser
og resultat af drøftelsen skal indføres i
journalen.
Der er ingen formelle krav til udformningen af
behandlingsplanen, men denne er en del af journalen,
hvad enten den er indskrevet i selve journalen
eller foreligger som et selvstændigt notat.
Det overlades derfor til den enkelte psykiatriske
afdeling at finde den udformning, der lokalt findes
optimal og mest overskuelig som registrering
af de enkelte elementer i behandlingsplanen.
Behandlingsplanen er i sin helhed omfattet
af reglerne om aktindsigt i patientjournaler.
En kopi af behandlingsplanen og efterfølgende
reviderede planer skal udleveres til patienten,
medmindre denne frabeder sig det.
Behandlingsplanen skal udarbejdes senest en
uge efter indlæggelsen og skal omfatte følgende:
a) psykiatriske og somatiske diagnoser samt
beskrivelse af de fænomener, der underbygger
diagnoserne,
b) plan for de efterfølgende undersøgelser, der
er nødvendige af diagnostiske og behandlingsmæssige
grunde,
c) plan for den påtænkte behandling, omfattende
såvel medicinsk behandling som psykoterapeutiske,
miljøterapeutiske samt sociale
foranstaltninger, under hensyntagen til
eventuelt senere indløbne undersøgelsesresultater,
d) de mål, der søges opnået ved behandlingen
og antagelser om behandlingens varighed,
e) tidspunkt for planlagt opfølgning af behandlingsplanen
og
f) oplysning om patientens holdning til behandlingsplanen.
Planen skal ajourføres ved ændringer i patientens
tilstand eller den overordnede behandlingsstrategi.
Pårørende søges med samtykke fra patienten i
videst mulig grad informeret om behandlingsplanen.
4. Eftersamtaler
Ifølge psykiatrilovens § 4, stk. 5, skal patienten
efter ophør med enhver tvangsforanstaltning
tilbydes en eller flere samtaler.
Formålet med eftersamtaler er, at patienten
skal have mulighed for at beskrive og drøfte sine
oplevelser i forbindelse med iværksættelse og
gennemførelse af tvangsforanstaltningen. Den
sundhedsperson, der gennemfører eftersamtalen,
kan herved blive bekendt med patientens opfattelse
af den anvendte tvang og opnå en bedre forståelse
af patientens reaktionsmønstre. Referat
af samtalen skal journalføres, så afdelingen som
helhed kan blive bekendt med patientens opfattelse
af tvangsforanstaltningen og dennes gennemførelse.
Formålet er at søge at forebygge eller
reducere tvangsanvendelse over for den pågældende
patient i eventuelle fremtidige situationer,
eller eventuelt at gennemføre tvangen på
en mere hensigtsmæssig og mindre traumatisk
måde for patienten.
Desuden er formålet at forklare patienten baggrunden
for iværksættelse af den aktuelle
tvangsforanstaltning, så patienten får en bedre
forståelse for årsagen til, at personalet i situationen
fandt det nødvendigt at anvende tvang.
Ved systematisk gennemførelse af eftersamtaler,
der tager højde for at fremskaffe oplysninger
om en række forhold, kan personalet desuden
opnå erfaringer, som kan anvendes til generelt at
forebygge eller reducere anvendelse af tvang i
afdelingen.
Eftersamtalen gennemføres af en kvalificeret
sundhedsperson på den afdeling, hvor tvangsfor3
O:\Sundhedsstyrelsen\Vejledninger\554110\Dokumenter\554110.fm 21-12-06 14:59 k02 KFR
anstaltningen har fundet sted. Eftersamtalen skal
finde sted snarest efter tvangsforanstaltningens
ophør og senest i forbindelse med udskrivningssamtalen.
Ved vurdering af omfanget, indholdet
og tidspunktet for samtalens afholdelse skal der
tages udgangspunkt i en samlet vurdering af patientens
situation/tilstand.
Følgende forhold skal indgå i eftersamtalen:
a) hvordan patienten oplevede den pågældende
tvangsforanstaltning og den måde den blev
gennemført på,
b) patientens opfattelse af årsag til og formål
med den pågældende tvangsforanstaltning,
c) patientens vurdering af om man kunne have
undgået tvang i den pågældende situation og
i givet fald hvordan man skulle have forholdt
sig,
d) patientens forslag til hvordan man i eventuelle
fremtidige situationer kunne undgå
tvang,
e) information om hvordan personalet opfattede
årsagen til og formålet med tvangsforanstaltningen
og
f) virkning og eventuelle bivirkninger ved den
pågældende tvangsforanstaltning, fx ved
medicinering.
Andre forhold i relation til tvangsforanstaltningen,
som må antages at kunne fremme formålet
med samtalen, kan inddrages i samtalen såvel
af patienten som af personalet.
Efter samtalens afslutning skal der skrives et
referat, som udleveres til patienten, som får mulighed
for at kommentere dette. Referatet indgår
i journalen.
Personalet skal vurdere, om der vil være behov
for at afholde flere eftersamtaler, og patienten
skal informeres om, at den pågældende kan anmode
om en supplerende samtale.
Afholdelse af eftersamtaler har været anvendt
i forbindelse med Det nationale kvalitetsprojekt
om anvendelse af tvang, som blev gennemført i
2004-2005. Resultaterne fra de forsøg, der blev
gennemført i dette regi, viste, at en systematisk
anvendelse af eftersamtaler kunne medvirke til
at nedbringe tvangsanvendelsen. Der henvises til
materialet herfra med henblik på inspiration til
gennemførelse af eftersamtaler.
5. Tvangsfiksering
Ved revision af psykiatriloven i 2006, § 21, stk
4 og stk. 5, blev der indført nye regler for obligatorisk
efterprøvelse af tvangsfikseringer. Baggrunden
for disse regler er blandt andet et ønske
om at reducere anvendelsen af tvangsfikseringerne.
Det fremgår af lovens § 21, stk. 4, at der, så
længe en tvangsfiksering opretholdes, skal foretages
fornyet lægelig vurdering af spørgsmålet
om fortsat anvendelse af tvangsfikseringen, så
ofte som forholdene tilsiger det, dog mindst 4
gange i døgnet, efter at beslutningen om anvendelse
af tvangsfiksering er truffet. Disse tilsyn
skal fordeles jævnt over døgnet.
Denne obligatoriske efterprøvelse fritager
ikke overlægen for det overordnede ansvar for,
at bl.a. tvangsfiksering ikke anvendes i videre
omfang end højst nødvendigt, jf. lovens § 21,
stk. 1. Den løbende efterprøvelse efter denne bestemmelse
skal således finde sted sideløbende
med den obligatoriske efterprøvelse efter lovens
§ 21, stk. 4.
Hvis en tvangsfiksering udstrækkes i længere
tid end 48 timer, skal en læge, der ikke er ansat
på det pågældende psykiatriske afsnit, hvor indgrebet
finder sted, foretage en vurdering af
spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfiksering,
jf. lovens § 21, stk. 5. Den eksterne læge
må ikke have ansvaret for behandlingen af patienten
og heller ikke ansættelsesmæssigt være
underordnet den behandlende læge.
Lægen, der foretager den eksterne vurdering,
skal være speciallæge i psykiatri eller i børne- og
ungdomspsykiatri. En speciallæge i børne- og
ungdomspsykiatri kan således foretage vurdering
på en voksenpsykiatrisk afdeling, og en speciallæge
i psykiatri kan foretage vurdering på en
børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling.
Den eksterne læge kan være ansat på et andet
hospital, men kan også være ansat på det hospital/
den afdeling, hvor den fikserede patient er
indlagt. Hvis der for eksempel er tale om en patient,
der er indlagt på et gerontopsykiatrisk afsnit,
kan den eksterne efterprøvelse foretages af
en læge ansat på et andet afsnit på hospitalets
psykiatriske afdeling. Det afgørende er, at den
eksterne læge ikke er ansat på det psykiatriske
afsnit, hvor indgrebet finder sted, og således ikke
har ansvar for patientens behandling og heller
ikke ansættelsesmæssigt er underordnet den behandlende
læge.
Ved uenighed i bedømmelsen af, om der fortsat
er behov for at opretholde en tvangsfiksering,
er den behandlende læges vurdering afgørende.
Uenighed mellem de to lægers vurdering af situ4
O:\Sundhedsstyrelsen\Vejledninger\554110\Dokumenter\554110.fm 21-12-06 14:59 k02 KFR
ationen skal dog mundtligt og skriftligt oplyses
over for patienten og patientrådgiveren.
Vurderingen ved den eksterne læge skal foretages
på baggrund af lægens egen undersøgelse
af patienten og kan således ikke foretages alene
på baggrund af en gennemgang af journalmateriale.
Lægens vurdering skal tilføres patientens
journal.
Den behandlende læge skal umiddelbart efter
udløbet af de 48 timer, jf. lovens § 21, stk. 5, sikre
sig, at der tilkaldes en læge, der kan foretage
den nævnte vurdering. Hvis de 48 timer udløber
sent om aftenen eller om natten, kan tilkaldelsen
af den eksterne læge foretages den følgende
morgen. Yderligere udsættelse kan ikke ske pga.
helligdage og i weekender.
Hvis der ved tvangsfikseringen foruden bælte
anvendes handsker, hånd- eller fodremme, skal
der ved vurderingerne, jf. § 21, stk. 4 og 5, i loven,
tages særskilt stilling til den fortsatte anvendelse
af disse tvangsmidler. Såfremt der hos en
tvangsfikseret patient senere i forløbet anvendes
remme eller handsker, regnes 48-timers fristen
fra den først iværksatte foranstaltning.
6. Beskyttelsesfiksering
Beskyttelsesfiksering med bløde stofbælter og
lignende kan benyttes for at hindre, at en patient
utilsigtet udsætter sig selv for væsentlig fare.
Med henblik på at forhindre, at en patient kommer
til skade ved beskyttelsesfiksering, har ledelsen
et ansvar for at sikre patienterne ved anvendelse
af CE-mærkede bælter, vejledning om
brugen heraf til personalet samt ansvar for vurdering
af, om en forsvarlig overvågning af patienten
kan etableres inden for afdelingens sædvanlige
rutiner eller der skal være fast vagt, så
længe fikseringen varer.
7. Udskrivningsaftaler/koordinationsplaner
Psykiatrilovens kapitel 4 a indeholder særlige
bestemmelser om den fortsatte behandling efter
udskrivning, når det antages, at patienten efter
udskrivning ikke selv vil søge den behandling,
herunder de sociale tilbud, der er nødvendige for
patientens helbred. I disse tilfælde har den behandlingsansvarlige
overlæge ansvaret for, at
der indgås en udskrivningsaftale mellem patienten
og den psykiatriske afdeling samt de sociale
myndigheder i kommunen, privatpraktiserende
sundhedspersoner (fx praktiserende læger og
praktiserende speciallæger) m.fl. om de behandlingsmæssige
og sociale tilbud til patienten. Det
kan dreje sig om patienter med alvorlig sindslidelse,
der udsættes for betydelig helbredsforringelse
ved ikke at modtage nogen form for behandlingsmæssig
eller social støtte. Der kan for
eksempel være tale om patienter, der lider af skizofreni
og samtidigt har misbrugsproblemer eller
store sociale problemer.
Udskrivningsaftalen skal indeholde en beskrivelse
af patientens aktuelle og forventede fremtidige
behov for behandling og sociale tilbud.
Udskrivningsaftalen skal omfatte de behandlingsmæssige
og sociale tilbud, som vil være relevante
for patienten samt angivelse af dato og
tidspunkt for det første møde hos vedkommende
myndighed m.fl. Aftalen skal så vidt muligt tilgodese
patientens ønsker. Udskrivningsaftalen
skal være tidsbegrænset, og aftalen skal tages op
til vurdering efter en bestemt angiven periode.
Det skal af udskrivningsaftalen fremgå, hvem
der er ansvarlig for revurdering af planen, og
hvem der er ansvarlig for opfølgning, således at
patienten får de nævnte tilbud. Det skal endvidere
fremgå, hvem der skal reagere, hvis aftalen
ikke overholdes.
I mange tilfælde har det distriktpsykiatriske
center, det opsøgende psykoseteam eller de sociale
behandlingsinstitutioner erfaringer med
disse patienter og vil på naturlig måde kunne
inddrages i planlægningen. Det bør vurderes,
hvordan den praktiserende læge på mest hensigtsmæssig
måde kan inddrages i denne proces,
da et forudgående kendskab til patientens funktion
har en væsentlig indflydelse på elementerne
af udskrivningsaftalen samt på opfølgningen.
Ofte vil det distriktspsykiatriske center følge patienten
efter udskrivningen, og i disse situationer
kan det derfor være hensigtsmæssigt, at distriktspsykiatrisk
center er ansvarlig for opfølgning af
aftalen.
Såfremt patienten ikke vil medvirke til at indgå
en udskrivningsaftale, har overlægen ansvaret
for, at den psykiatriske afdeling i samarbejde
med de relevante myndigheder m.fl. udarbejder
en koordinationsplan for de behandlingsmæssige
og de sociale tilbud til patienten. Der stilles
samme indholdsmæssige krav til en koordinationsplan
som til en udskrivningsaftale, der indgås
med patientens medvirken.
Både for så vidt angår udskrivningsaftaler som
koordinationsplaner er der tale om, at den psykiatriske
afdeling i samarbejde med relevante
5
O:\Sundhedsstyrelsen\Vejledninger\554110\Dokumenter\554110.fm 21-12-06 14:59 k02 KFR
myndigheder m.fl. gennem fælles konferenceaktivitet
tilrettelægger de fortsatte behandlingsmæssige
og sociale tilbud til patienten. Disse tilbud
kan ikke gennemtvinges over for patienten.
Såfremt en patient forlader afdelingen, uden at
dette er aftalt på forhånd og uden ønske om at
vende tilbage, må det betragtes som et ønske om
udskrivning, og de beskrevne bestemmelser om
udskrivningsaftaler og koordinationsplaner kan
derfor anvendes, hvis der skønnes at være behov
for det. Afdelingen skal i så fald søge at opnå
kontakt med patienten for at opnå rimelige aftaler
om forløbet.
Ved etablering af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner
kan der i visse situationer videregives
oplysninger om patientens rent private
forhold uden patientens samtykke. Det drejer sig
om oplysninger, der er nødvendige for at kunne
indgå og følge op på udskrivningsaftaler eller
koordinationsplaner. Samarbejdet mellem psykiatriske
afdelinger, relevante myndigheder
m.fl. forudsætter en udveksling af information
om patienten, og det er derfor tilladt at videregive
relevante oplysninger om patientens private
forhold mellem disse forskellige instanser i det
omfang, videregivelsen må anses for nødvendig
for iværksættelse af og tilsyn med overholdelse
af udskrivningsaftalen eller koordinationsplanen.
8. Anbringelse af børn og unge i lukkede afdelinger
Det fremgår af FN´s Børnekonvention, at ethvert
barn, der er berøvet friheden, skal holdes
adskilt fra voksne, medmindre en sådan adskillelse
ikke anses at tjene barnets tarv.
I de områder af landet, hvor der ikke er lukkede
børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger,
må det bero på en konkret vurdering, hvad der
tjener barnets tarv bedst. En flytning af barnet eller
den unge til en lukket børne- eller ungdomspsykiatrisk
afdeling i en anden del af landet kan
udgøre en større belastning end placering på en
lukket voksenpsykiatrisk afdeling. I en sådan
konkret vurdering må indgå en række hensyn,
bl.a. afstanden til en lukket børne- og ungdomspsykiatrisk
afdeling, længden af den forventede
indlæggelsestid, barnets eller den unges behov
for kontakt med forældre og pårørende samt vurdering
af, hvorvidt den voksenpsykiatriske afdeling
er egnet til at opfylde barnets behov for omsorg
og pleje.
9. Husordener
Det fremgår af psykiatrilovens § 2 a, at sygehusmyndigheden
har pligt til at sikre, at der på
enhver psykiatrisk afdeling forefindes en skriftlig
husorden, som skal være tilgængelig for patienten,
fx ved at den ligger fremme eller ved opslag
i afdelingen. Afdelingsledelsen skal sikre en
procedure, så enhver patient ved indlæggelsen
får udleveret en husorden.
Ved udformning eller ændring af den skriftlige
husorden skal patienterne inddrages. Med udgangspunkt
i forholdene på den enkelte afdeling,
herunder patientsammensætningen, tilrettelægger
overlægen, hvordan inddragelsen skal foretages.
En husorden skal indeholde generelle regler
om patienternes udfoldelsesmuligheder under
indlæggelse, fx regler om adgangen til at telefonere,
regler om rygning i afdelingen, besøgsforhold,
overvåget besøg mv., samt om konsekvenserne
af, at husordenen ikke overholdes. Vurdering
af hvilke elementer husordenen skal indeholde,
skal tage udgangspunkt i de konkrete forhold
på den enkelte afdeling. Ved udformningen
bør der rettes særlig opmærksomhed mod de forhold,
der på den enkelte afdeling har givet anledning
til tvivl og eventuelle konflikter, hvor der
således er særlig grund til at have synlige og klare
retningslinjer.
10. Klageadgang
I forbindelse med revision af psykiatriloven i
2006 blev klagesystemet ændret.
Til det psykiatriske patientklagenævn ved
statsforvaltningen kan indbringes klager over
tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel,
tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse
af fysisk magt, beskyttelsesfiksering,
anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer
og særlige dørlåse, personlig skærmning,
der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning
af døre i afdelingen og aflåsning af patientstuer
på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center,
Sygehus Vestsjælland.
Klagen kan fremsættes af patienten eller af patientrådgiveren.
Klager patienten til personalet
på afdelingen eller til sygehusmyndigheden, skal
klagen umiddelbart viderebringes til patientklagenævnet.
Patienten kan få indbragt det psykiatriske patientklagenævns
afgørelse om tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangs6
O:\Sundhedsstyrelsen\Vejledninger\554110\Dokumenter\554110.fm 21-12-06 14:59 k02 KFR
fiksering, beskyttelsesfiksering og aflåsning af
døre i afdelingen for domstolene. Patientklagenævnet
skal indbringe sagen for retten inden 5
hverdage, efter at patienten eller patientrådgiveren
har anmodet om det.
Patienten kan indbringe det psykiatriske patientklagenævns
afgørelser om tvangsbehandling,
anvendelse af fysisk magt, personlige
alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig
skærmning, der uafbrudt varer mere end
24 timer og aflåsning af patientstuer på Sikringsafdelingen
under Psykiatrisk Center, Sygehus
Vestsjælland til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Det psykiatriske patientklagenævn skal
efter anmodning indbringe afgørelserne for
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Disse afgørelser
kan endvidere indbringes for Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn af sygehusmyndigheden.
Klager over tvangsbehandling, der er tillagt
opsættende virkning, afgøres inden 7 hverdage
efter klagens modtagelse. I andre sager skal patientklagenævnet
træffe afgørelse hurtigst muligt.
Klager over tvangsbehandling har opsættende
virkning, medmindre omgående gennemførelse
af behandlingen er nødvendig for ikke at
udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig
fare. En klage har endvidere ikke opsættende
virkning, hvis lægen skønner, at omgående gennemførelse
af behandlingen er nødvendig for at
afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende
fare for at lide skade på legeme eller helbred.
Som eksempler på situationer, hvor en klage
ikke har opsættende virkning på tvangsbehandling
kan nævnes, at medicinering er nødvendig
for, at patienten ikke udsættes for væsentlig forværring
af sygdommen. Det kan for eksempel
være nødvendigt at iværksætte behandling, når
patienten er i risiko for at udvikle akut livstruende
delir (fx i forbindelse med mani, andre psykoser
eller alkoholforgiftning), hvis behandlingen
ikke bliver iværksat. Af andre eksempler kan
nævnes tvangsernæring af en patient med livstruende
anorexi. Endvidere kan der eksempelvis
være situationer, hvor akut medicinering kan
forhindre, at en patient udsætter andre for voldelige
overgreb.
Patientrådgiveren og den læge, der har truffet
beslutning om tvangsindgrebet, skal så vidt muligt
være til stede ved det psykiatriske patientklagenævns
sagsbehandling. Nævnets møder skal
som udgangspunkt afholdes på den psykiatriske
afdeling, hvor patienten er eller har været indlagt.
Klager over anvendelse af tvang til gennemførelse
af personlig hygiejne og klager over undersøgelse
af post, patientstuer og ejendele, kropsvisitation
samt beslaglæggelse af medikamenter,
rusmidler og farlige genstande mv. rettes til sygehusmyndigheden.
Sygehusmyndighedens afgørelse
kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.
Klager over den sundhedsfaglige behandling
og pleje, som ikke vedrører tvang i psykiatrien,
indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
11. Lægeerklæringer til brug for klagesagsbehandling
En lægeerklæring til brug for behandling af
klager over tvang i psykiatrien skal indeholde
sygehistorie, en beskrivelse af grundlaget for
diagnosen eller eventuelt tentative diagnoser,
begrundelse for nødvendigheden af at iværksætte
de pågældende tvangsforanstaltninger samt
for konsekvenserne af ikke at iværksætte en
tvangsforanstaltning. Herunder kan inddrages
tidligere erfaringer med patientens sygdom.
Erklæringen skal være så fyldestgørende, at
patientklagenævnet ikke skal indhente supplerende
erklæringer, men skal samtidigt kun indeholde
de oplysninger, der er nødvendige for, at
patientklagenævnet kan træffe en afgørelse.
Sammen med lægeerklæringen skal medsendes
de relevante tvangsprotokoller og behandlingsplanen
samt kopi af øvrige relevante dele af journalen.
Erklæringen skal være underskrevet af
den behandlingsansvarlige overlæge og skal
fremsendes hurtigst muligt.
12. Ophævelse
Vejledningen har virkning fra den 1. januar
2007 og erstatter vejledning nr. 203 af 8. december
1998 om psykiatrilovens revision (forhåndstilkendegivelser,
behandlingsplaner, udskrivningsaftaler
og koordinationsplaner samt klagemuligheder
mv. for patienter indlagt på psykiatriske
afdelinger).
7
O:\Sundhedsstyrelsen\Vejledninger\554110\Dokumenter\554110.fm 21-12-06 14:59 k02 KFR
Samtidigt ophæves cirkulære nr. 202 af 8. december
1998 om behandlingsplaner for patienter
indlagt på psykiatriske afdelinger.
Sundhedsstyrelsen, den 14. december 2006
ELSE SMITH
/ Anne Mette Dons

Sygdomme
alfabetisk
Agorafobi
Akut belastnings-
reaktion
Akut psykose
Alkoholmisbrug
Angst
Anoreksi

Borderline person-
lighedsforstyrrelse
Bulimi
Delirium/konfusion
Demens
Depression
Enkelfobi
Fødselspsykose

Generaliseret angst
Konfusion
Krise
Mani
Maniodepressiv
psykose


Panikangst
PTSD
Personligheds-
forstyrrelser
Socialangst
Tvangstilstand, OCD
Paranoid psykose
Psykoser

Skizofreni
Skizotypisk
sindslidelse
Stofmisbrug
Sygdome
inddelt i grupper
Angst:
Overblik
Agorafobi
Enkelfobi
Generaliseret angst
Panikangst
Socialangst

Krise:
Overblik
Akut belastnings-
reaktion

PTSD

Misbrug:
Alkoholmisbrug
Medicinmisbrug
Stofmisbrug

Personligheds-
forstyrrelser:

Overblik
Dependent person-
lighedsforstyrrelse

Dyssocial person-
lighedsforstyrrelse

Emotionelt ustabil
personligheds-
forstyrrelse
(Borderline)

Histrionisk person-
lighedsforstyrrelse

Narcissistisk person-
lighedsforstyrrelse

Paranoid person-
lighedsforstyrrelse

Skizoid person-
lighedsforstyrrelse

Tvangspræget per-
sonlighedsforstyrrelse
Ængstelig person-
lighedsforstyrrelse


Psykoser:
Overblik
Akut psykose
Delirium /konfusion
Fødselspsykose
Paranoid psykose

Spiseforstyrrelser:
Overblik
Anoreksi
Bulimi
Til toppen af siden

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til toppen af siden

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til toppen af siden

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til toppen af siden

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til toppen af siden