Overblik

Bulimi er en spiseforstyrrelse. Når man har bulimi, får man jævnligt en uimodståelig trang til at spise meget store mængder mad. Ofte, men ikke altid, stikker man derefter en finger i halsen for at kaste op.

Bulimi minder om anoreksi. Forskellen på de to sygdomme er at man ved bulimi får en voldsom trang til at spise som resulterer i spiseanfald, mens man ved anoreksi tilsyneladende slet ikke mærker sulten eller er i stand til helt at undertrykke den. 

Fælles for de to sygdomme er at man tænker meget på sin vægt, at man er bange for at blive for tyk, og at man forsøger at tabe sig f.eks. ved at man:

• Motionerer meget  
• Faster
• Tager afmagringspiller
• Tager vanddrivende piller
• Tager stofskiftemedicin
• Tager afføringspiller
• Kaster op

Bulimi starter ofte med en skrap slankekur. Det kan også begynde med at man har anoreksi, som så udvikler sig til bulimi.

Mange med bulimi går ikke til læge, og derfor ved man ikke helt hvor mange mennesker, der har sygdommen. Men det skønnes, at 2 - 3 procent af alle kvinder får bulimi. Sygdommen er mest almindelig hos teenagepiger og unge kvinder, mens det er mere sjældent at drenge får den.

Årsager til bulimi

Bulimi findes kun i højtudviklede lande. Sygdommen hænger tæt sammen med samfundets og mediernes skønhedsideal, hvor idealkvinden fremstilles som meget tynd. Meget tyder derfor på, at bulimi først og fremmest er en sygdom, som skyldes vores kultur. Sygdommen ser ikke ud til at være arvelig.

Oftest starter bulimi med at man går på slankekur for at holde vægten nede. Som led i slankekuren begynder man at springe måltider over. Det fører til en så voldsom spisetrang at man til sidst går over gevind og spiser store mængder mad på én gang. Så får man det dårligt, og ofte tvinger man sig derfor til at kaste det op igen. Og næste dag begynder det forfra.  

Det spørger lægen om

Når lægen vil undersøge om man lider af bulimi, spørger han eller hun om hvordan ens spisemønster er:

• Spiser man normalt, dvs. tre måltider om dagen plus mellemmåltider?
• Har man spiseanfald, hvor man mister kontrollen og ubehersket spiser store mængder mad?
• Hvis man har spiseanfald, hvor ofte sker det så? Hvor mange anfald har man haft i den seneste måned, og hvor lang tid har man haft dem?
• Kaster man op?
• Faster man?
• Tager man afføringsmidler, slankemidler, stofskiftepiller eller vanddrivende medicin for at holde vægten nede?
• Er man meget optaget af tanker om hvad man vejer, og er man bange for at tage på?
• Har man normale menstruationer?

Lægen spørger desuden om, hvor lang tid man har haft problemer, og hvis man har kastet op, vil han eller hun også være opmærksom på, om tænderne har taget skade af mavesyren. Lægen kan også tage en blodprøve, bl.a. for at undersøge om saltbalancen i blodet er påvirket.

Sådan stilles diagnosen

Hvis man opfylder følgende kriterier, har man ifølge diagnoselisten bulimi:

• Man har en urealistisk opfattelse af sin krop, hvor man er bange for at være eller blive for tyk, selv om ens vægt er normal
• Ukontrollerede spiseanfald mere end to gange om ugen i mere end tre måneder.
• Craving, dvs. ukontrolleret trang til at spise
• Man forsøger at holde vægten nede ved at gøre mindst en af følgende ting:
  • Man kaster op 
  • Man tager afføringsmidler
  • Man tager slankepiller 
  • Man tager vanddrivende medicin eller stofskiftemedicin  

Sygdomsforløb

Mange med bulimi skammer sig over det, og det betyder at de har svært ved at søge hjælp og støtte hos deres pårørende eller ved at tale med lægen om det.
Blandt dem der kommer i behandling for bulimi bliver ca. halvdelen raske. Den anden halvdel fortsætter med at have spiseproblemer, og har det stadig ti år efter at sygdommen begyndte. 
Bulimi er ikke livstruende på samme måde som anoreksi er. Det skyldes at man normalt ikke taber sig så faretruende som hvis man har anoreksi.
Hvis man kaster op som led i bulimien risikerer man at ødelægge sine fortænder, fordi de bliver ætset af mavesyren. Syren kan også ætse spiserøret, så man kan få forsnævring af spiserøret og problemer med at synke.

Behandling

Psykoterapi: Den vigtigste del af behandlingen er psykoterapi.
Terapien fokuserer på, hvordan man kan få mere selvtillid og overskud, så man kan få et liv, hvor man ikke er så optaget af vægt og mad. Terapien fokuserer også på, hvordan man kan få brudt den onde cirkel, hvor man springer måltider over og derefter bliver så fokuseret på mad at man spiser uhæmmet for så igen at kaste op. 
Man kan få individuel terapi, eller man kan deltage i en bulimigruppe, hvor man er sammen med andre, der har de samme problemer.

Kostvejledning: Det er også vigtigt at man ændrer sine kostvaner, så man ikke springer måltider over og på den måde bliver så sulten at man overspiser.
Hos en diætist kan man få vejledning i, hvordan man bedst spiser sundt, samtidig med at man holder sin vægt, så slankekure bliver overflødige. Hvis man får behandling på et sygehus, vil man ofte få vejledning hos en diætist som en del af behandlingen. 

Medicin: Man kan få behandling for bulimi med den samme medicin som bruges mod depression. Medicinen kan for nogle være en hjælp til at dæmpe trangen til at overspise.

Det kan man selv gøre

• Hvis man har bulimi, skammer man sig ofte over det, og mange går derfor ikke til lægen. Det kan imidlertid være svært at klare problemet selv, og det er derfor vigtigt at man overvinder modstanden mod at tale med andre om det. 
• Hvis man vejer for meget, kan det selvfølgelig være vigtigt for helbredet at man taber sig. Men hvis man ønsker at tabe sig, er den eneste løsning at ændre kostvaner, så man spiser sundt og kaloriefattigt. På den måde taber man sig stille og roligt uden at tage det på igen. Og man risikerer ikke at man får en spiseforstyrrelse på grund af slankekuren.
• Får man mistanke om at ens pårørende har bulimi, kan man hjælpe vedkommende ved at tale om det. Ved at vise at man ikke tager afstand pga. sygdommen, kan man blive en god støtte og være med til at bearbejde modstanden mod at søge hjælp.