Det spørger lægen om
Når lægen vil undersøge om man lider af bulimi, spørger han eller
hun om hvordan ens spisemønster er:
- Spiser man normalt, dvs. tre måltider om dagen plus mellemmåltider?
- Har man spiseanfald, hvor man mister kontrollen og ubehersket
spiser store mængder mad?
- Hvis man har spiseanfald, hvor ofte sker det så? Hvor mange
anfald har man haft i den seneste måned, og hvor lang tid har
man haft dem?
- Kaster man op?
- Faster man?
- Tager man afføringsmidler, slankemidler, stofskiftepiller eller
vanddrivende medicin for at holde vægten nede?
- Er man meget optaget af tanker om hvad man vejer, og er man
bange for at tage på?
- Har man normale menstruationer?
Lægen spørger desuden om, hvor lang tid man har haft problemer,
og hvis man har kastet op, vil han eller hun også være opmærksom
på, om tænderne har taget skade af mavesyren. Lægen kan også tage
en blodprøve, bl.a. for at undersøge om saltbalancen i blodet er
påvirket.
Sådan stilles diagnosen
Hvis man opfylder følgende kriterier, har man ifølge diagnoselisten
bulimi:
- Man har en urealistisk opfattelse af sin krop, hvor man er bange
for at være eller blive for tyk, selv om ens vægt er normal
- Ukontrollerede spiseanfald mere end to gange om ugen i mere
end tre måneder.
- Craving, dvs. ukontrolleret trang til at spise
- Man forsøger at holde vægten nede ved at gøre mindst en af følgende
ting:
- Man kaster op
- Man tager afføringsmidler
- Man tager slankepiller
- Man tager vanddrivende medicin eller stofskiftemedicin
Sygdomsforløb
Mange med bulimi skammer sig over det, og det betyder at de har
svært ved at søge hjælp og støtte hos deres pårørende eller ved
at tale med lægen om det.
Blandt dem der kommer i behandling for bulimi bliver ca. halvdelen
raske. Den anden halvdel fortsætter med at have spiseproblemer,
og har det stadig ti år efter at sygdommen begyndte.
Bulimi er ikke livstruende på samme måde som anoreksi er. Det
skyldes at man normalt ikke taber sig så faretruende som hvis man
har anoreksi.
Hvis man kaster op som led i bulimien risikerer man at ødelægge
sine fortænder, fordi de bliver ætset af mavesyren. Syren kan også
ætse spiserøret, så man kan få forsnævring af spiserøret og problemer
med at synke.
Behandling
Psykoterapi: Den vigtigste del af behandlingen
er psykoterapi.
Terapien fokuserer på, hvordan man kan få mere selvtillid og overskud,
så man kan få et liv, hvor man ikke er så optaget af vægt og mad.
Terapien fokuserer også på, hvordan man kan få brudt den onde cirkel,
hvor man springer måltider over og derefter bliver så fokuseret
på mad at man spiser uhæmmet for så igen at kaste op.
Man kan få individuel terapi, eller man kan deltage i en bulimigruppe,
hvor man er sammen med andre, der har de samme problemer.
Kostvejledning: Det er også vigtigt
at man ændrer sine kostvaner, så man ikke springer måltider over
og på den måde bliver så sulten at man overspiser.
Hos en diætist kan man få vejledning i, hvordan man bedst spiser
sundt, samtidig med at man holder sin vægt, så slankekure bliver
overflødige. Hvis man får behandling på et sygehus, vil man ofte
få vejledning hos en diætist som en del af behandlingen.
Medicin: Man kan få behandling for bulimi
med den samme medicin som bruges mod depression. Medicinen kan for
nogle være en hjælp til at dæmpe trangen til at overspise.
Det kan man selv gøre
- Hvis man har bulimi, skammer man sig ofte over det, og mange
går derfor ikke til lægen. Det kan imidlertid være svært at klare
problemet selv, og det er derfor vigtigt at man overvinder modstanden
mod at tale med andre om det.
- Hvis man vejer for meget, kan det selvfølgelig være vigtigt
for helbredet at man taber sig. Men hvis man ønsker at tabe sig,
er den eneste løsning at ændre kostvaner, så man spiser sundt
og kaloriefattigt. På den måde taber man sig stille og roligt
uden at tage det på igen. Og man risikerer ikke at man får en
spiseforstyrrelse på grund af slankekuren.
- Får man mistanke om at ens pårørende har bulimi, kan man hjælpe
vedkommende ved at tale om det. Ved at vise at man ikke tager
afstand pga. sygdommen, kan man blive en god støtte og være med
til at bearbejde modstanden mod at søge hjælp.
|